Update

Livet er knap så hårdt i dag :-) Blev senere på dagen i går ringet op og tilbudt den stilling, som jeg var til 2. samtale på.

Pyha det er hårdt!

To jobsamtaler på samme dag er hårdt, synes jeg. Det havde jeg i tirsdags. Naboen har heldigvis ferie for øjeblikket, så han kørte mig rundt og heppede på mig. Og der var også tid til en hyggelig frokost.

Men det der så virkelig er hårdt for psyken, det er de to afslag, der så kom dagen efter!

Det ene var jeg godt klar over. Det var helt tydelig, at de havde en kandidat i forvejen, som skulle have jobbet. Jeg kender i hvert tilfælde ingen arbejdsgivere, der ud fra en halv time med hver ansøger kan vælge den rette kandidat, hvis alle er helt ukendte. Forstår godt det med først at kalde ind til en slags screening-samtale og så efterfølgende udvælge et par stykker at arbejde videre med. Men det her, det var givet på forhånd. Hvad jeg så aldrig har oplevet før, det var at få dette afslag på mail. Min holdning er: indkaldt til personlig samtale = personligt svar. Det var så den første melding: Du er ikke god nok (eller sådan føles det.....).

Det næste kom sidst på dagen. Eller det vil sige, det var en telefonbesked om, at der var taget en beslutning, men den ville man ikke give på en telefonsvarer, så jeg ville blive ringet op næste morgen. Nu er det næste morgen, og klokken er 10. Der er ikke blevet ringet endnu! Men jeg kender jo svaret.... Her var jeg dog gået videre til 2. samtale, så der var da noget, som de godt kunne lide.

Så lige nu er jeg ved at falde ned i de lediges store sorte "jeg-får-aldrig-job-igen" hul. Hænger i fingerspidserne og holder krampagtigt fast i "selvfølgelig-gør-jeg-det"-tanken. Ved også godt, at der blot skal bruges et par dage på at bearbejde det, så er jeg klar igen til at spytte ansøgninger ud. Og så kan jeg jo blot håbe på, at et af de 150.000 jobs, som den nye vækstplan ifølge regeringen giver, bliver mit :-)

Og så må jeg jo heller ikke glemme, at jeg også har en jobsamtale på onsdag i næste uge.

Derfor!

I lørdags, da jeg sad og ventede på en veninde på en café, læste jeg dagens Politiken. Deri var en klumme skrevet af Bente Klarlund Pedersen. Overskriften var "Sådan spotter du en psykopat".

Her er et uddrag fra klummen:

"Langt de fleste psykopater går bare rundt imellem os og kan umiddelbart forekomme både almindelige og tilforladelige. Men psykopaterne adskiller sig ved, at de ikke kan sætte sig ind i andre menneskers følelsesliv og behov. Det betyder, at en psykopat kan overskride grænser og opføre sig på måder, som de fleste vil finde uacceptable.

Psykopaten er ikke sindssyg. Han ønsker blot at opbygge en verden af tilbedere, der retter sig efter hans ønsker. En psykopats tro på egen storhed samt trang til at tilfredsstille egne behov på bekostning af andres kan nemt drive ham til forbrydelser. Men psykopater er meget lidt tilbøjelige til at påtage sig skyld. De skruer charmen på og opfinder undskyldninger for, hvorfor skylden er andres. De har det ikke dårligt med at lyve, og de tror ofte selv så meget på løgnen, at deres medmennesker kan komme i tvivl og tænke: Måske var det faktisk mig, der tog fejl?
 
Psykopaten har svært ved at beherske sig og kan pludselig agere med voldsomme vredesudbrud og destruktive eller voldelige handlinger. Psykopaten deler træk med den selvcentrerede narcissist. Men der er én afgørende forskel: Narcissisten har en samvittighed. Det har psykopaten ikke.

Mange psykopater begår sig glimrende i moderne organisationer og ender endda i chefstolen. De tiltrækkes af magt, penge, prestige og mulighed for stor selvstændighed. De trives i virksomheder og institutioner med løse strukturer. Man kan nemt blive tiltrukket af psykopaternes charme, beslutsomhed og gennemslagskraft, og det kan være fatalt. Det første skridt til at forebygge, at man bliver offer for en psykopat, er, at man kan genkende psykopaten.

Jeg kan heldigvis afslutte mange af mine brevkassesvar med et 'det skal bare løbes væk'. Når det gælder psykopati, er der ingen behandling. Men er man offer for psykopati, gælder det om at løbe væk – så hurtigt, man kan. For det bliver aldrig bedre. Når du har identificeret en psykopat, så læg afstand. Fyr ham eller flygt, og pas godt på dig selv. Psykopati er den eneste psykiske lidelse, hvor det ikke er patienten, men omgivelserne, der lider."

I ovenstående findes årsagen til, at jeg sagde mit job op!

Velbekomme

Jeg har været på kursus de sidste par dage. Det handlede om at spise elefanter! Jeg fik vist ikke spist nogle, men jeg fik helt sikkert nogle værktøjer til, hvordan jeg skal gribe gaflen og dele elefanten op i små bidder, næste gang jeg støder på en. Jeg forstod underviseren sådan, at det handler om at planlægge og prioritere. Det er jeg faktisk god til i forvejen, så mon ikke der er håb forude.

Det var i hvert tilfælde dejligt at være sammen med nogle engagerede mennesker i et par dage.

I morgen skal jeg til "Fest for Fyrede"! Ja, ja - vi arbejdsledige har det sjovt.....

Den der ledighed

Før påske havde jeg min "debut" i mødet med min A-kasse som arbejdsløs. Det var overordnet en god oplevelse. Jeg blev lidt chokeret over, hvor mange vi var. Jeg talte ikke, men omkring 100 vil jeg tro. Alle nyledige pr. 1. marts.

Det var naturligvis et oplysningsmøde med generelle informationer til os ledige om, hvad vi skulle gøre og ikke gøre. Det skal jeg ikke trætte med, men jeg lærte da noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Nemlig at arbejdsløses børn aldrig er syge!? Der er ikke noget i det system, der hedder barns første sygedag. Nu har jeg så ikke det problem, da jeg ikke har nogle børn. Men meget mærkeligt er det da. Synes også det er mærkeligt, at hvis man fx havde meldt ferie før påske og rejst udenlands i påskedagene, ville man ikke kun blive trukket for feriedagene før påske, men også for skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag. Men sådan er der så meget....

Der var et par stykker af deltagerne, der var meget indebrændte og brokkede sig og stillede spørgsmålstegn til alt. Jeg synes personligt, at det blev gjort sobert og uden at tale ned til folk og med den viden, at blev forskellige ting, som måske nok var oplyst om før, ikke gennemgået og nævnt igen og igen, så ville det blive gjort forkert eller blive glemt af nogle. Og at nogle blev trukket ud og oplyst om diverse fejl og mangler på deres CV på jobnet, er i mine øjne også en kæmpe service, da resultatet ellers kunne være, at retten til dagpenge blev mistet. Mine intentioner i dette forløb er at møde menneskene bag skrankerne med en positiv attitude og med tanken om, at de kun vil mig det bedste - OG at det ikke er dem, der har lavet reglerne.

Fik også indsendt dagpengekortet, men denne gang var der ingenting til mig på grund af min karantæne. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver indkaldt til noget næste gang. Men mon ikke det er jobcenteret, der skal besøges? Jeg afventer blot og søger energisk videre i det her jobmarked.

Lidt statistik for marts: 16 ansøgninger sendt. 5 afslag modtaget. 1 henvendelse om at tage test samt beskrive mig selv lidt nærmere og byde ind med lønkrav - der var udtaget 29 ansøgere til dette. Kom ikke videre og har heller ikke modtaget feedback på testen. Det synes jeg er dårlig stil. Kaldt til både 1. og 2. samtale på et andet job - endte desværre på andenpladsen, og det får man jo ikke job af. Afventer dermed svar fra 9. Endvidere henvendelse til to bureauer, som jeg har haft kontakt til tidligere.

Er nu klar til endnu en måned med kamp mod arbejdsløsheden i april. Hep, hep.

Her går det stadig godt

Som alle andre venter jeg også på lidt forår og strejf af varme i luften. Det får jeg så ikke, men jeg får åbenbart heldigvis heller ikke den snestorm, som ellers har fyldt godt i nyhedsstrømmen de sidste par dage. Det gør mig ikke noget!

Har fået søgt 10 jobs - og har desværre også allerede fået 3 afslag. Fatter det jo ikke :-) Nå, det skal ikke slå mig af den høje hest. Er stadigvæk fuld af tro på, at det nok skal gå. I morgen skal jeg til det bebudede CV- og orienteringsmøde i A-kassen.

Og jeg får også strikket. Det er så dejligt. På et tidspunkt får jeg vel også vist lidt af det her på bloggen. Læst bliver der også. Er med i en krimilæseklub, hvor Jo Nesbø bliver rost i høje toner, så nu er jeg startet på bøgerne om Harry Hole.

Det med rengøring og oprydning står det desværre lidt mere sløjt med. Det værste bliver selvfølgelig taget hver dag, men jeg går og venter på, at ånden skal komme over mig, og lejligheden skal have den helt store tur. Er sikker på det kommer sammen med lidt lunere vejr. Det plejer det.

Så kom marts...

Når solen skinner, bliver livet generelt lidt lettere. Når et åg bliver fjernet fra ens skuldre, sker det samme. Og det er lige præcis, hvad der er sket for mig.

Jeg har nu været uden arbejde i 1 uge. Kom ud af døren på den allersidste arbejdsdag med den helt rigtige fornemmelse i maven. Nemlig fornemmelsen af at det var den rigtige beslutning. Jeg er ikke i tvivl. Ved dog godt, at hvis der går lang tid, før jeg kommer igang igen, så vil jeg begynde at tvivle. Men ikke nu. Lige nu står alle muligheder åbne. Det kan være uddannelse, det kan være mere tid til kreative sysler, det kan være mere motion (meget, meget tiltrængt), ja det kan være så uendeligt mange ting.

Alt det der skal gøres, når man bliver ledig, var nemt og overskuelig. En enkelt opringning til A-kassen skulle der dog til for lige at få afklaring på den karantæne, som jeg får. Men ellers tog det mig ikke lang tid at få oprettet CV på jobnet. CV'et var jo fiks og færdig og lige til at kopiere over. Har også fået første indkaldelse, som er et CV- og Vejledningsmøde. Er spændt på at opleve det, som jeg fra mange andre har hørt om som spild af tid og nedværdigende, og at man bliver stemplet som at ville udnytte systemet. Jeg tager til det møde med åben og positiv sind. Alt andet ville da være skørt. Jeg er ikke ude på at udnytte systemet og håber på hurtigt at komme i job igen.

 

Denne dejlige buket blomster fik jeg med på vejen af mine tidligere kollegaer. Den varmede. Afskedsgaven fra chefen (en kogebog) er blevet byttet. Kald mig bare barnlig, latterlig og utaknemmelig, men jeg havde ikke lyst til at have den stående som et evigt minde om en dårlig periode i mit liv. Og i øvrigt var det en kogebog, som jeg vidste, at jeg ikke ville bruge. Nu har jeg fået en kogebog efter min smag. Så pyt med at jeg måtte punge ud med yderligere 150 kroner.

 

Mit største problem lige nu er, at jeg har så mange ting, jeg gerne vil have gjort, at jeg begynder på snart det ene, snart det andet. Må vist se at få sat mig og få struktureret og prioriteret. Heriblandt skal planlægges tid til bare at nyde at være!

 

Og fik jeg sagt at de dersens skattepenge, som jeg skal have retur, kommer som sendt fra himlen. Har jo lige en periode uden indtægt. Man skulle tro, det var planlagt :-)

Det bliver godt i marts

Januar var sej. Det har februar også været, så nu satser jeg på marts. Det kan kun blive bedre. På alle måder. På torsdag siger jeg farvel til min arbejdsplads. Det bliver trist at sige farvel til kollegaerne, men chefen vil jeg ikke savne et eneste sekund. Tværtimod vil jeg glæde mig til ikke mere at skulle retfærdiggøre min handlinger, ikke hver dag at skulle sluge kameler på størrelse med, ja, kameler, ikke skulle høre på historier om chefens fortræffeligheder og fortrædeligheder og i det hele taget slippe fri for de snærende bånd, som jeg føler, at hun har bundet mig med i den tid, jeg har været ansat.

Det bliver dejligt, men samtidig skal jeg også lære at tøjle den frygt, der af og til gennemstrømmer mig ved tanken om at jeg ikke finder et andet - og bedre - arbejde, hvor jeg vil trives og udvikles og være glad. Heldigvis er optimisme stadig det, der fylder mest. Det er der jo derude det job - et eller andet sted.

Og de gode stunder i februar - dem gemmer jeg som små solskinspletter i hjertet. Dem har der nemlig også været en del af - heldigvis.

Sej januar

Og her menes der ikke sej på den positive måde, så orker du ikke at høre om arbejdsløshed og sygdom, så lad være med at læse videre.

For at tage den første - arbejdsløshed - så betyder det, at jeg nu har taget konsekvensen af al min brok over min nuværende chef og sagt mit arbejde op. Det vil sige, at jeg den 1. marts står uden job og med karantæne i A-kassen. Ærgerligt for jeg er glad for firmaet, for mine øvrige kollegaer og egentlig også for mine arbejdsopgaver - hvis jeg da bare kunne få lov at lave dem uden unødig indblanding og konstant kritik.

Jeg har sat en ære i at afslutte på en "god" måde, dvs. at jeg vil opfylde alle mine forpligtelser iht. min kontrakt. Det må vi så se, om chefen vil forstå at værdsætte. Hun blev bestemt ikke glad, da jeg sagde op og forstår ikke et eneste af mine kritikpunkter. Nej det tror da fanden, med den indstilling og holdning hun har. Hun forsøgte dog ikke at overtale mig til at blive - som hun gjorde de to gange tidligere, hvor jeg sagde nej tak til fastansættelse - og hvor jeg så til sidst sagde ja. Jeg skulle bare have lyttet til min mavefornemmelse og intuition allerede dengang. Men bedre sent end aldrig. Men GULP hvor er det grænseoverskridende i disse krisetider at skippe et fast job uden et nyt i sigte!

Under alt dette fik jeg også lige - som så mange andre i kongeriget - en omgang ond influenza. Her 1 1/2 uge senere sidder den stadig i kroppen. Den er ikke nem at komme over - og hold da op hvor har jeg været syg. Men det skulle jo ikke hedde sig, at jeg sagde op om fredagen og så meldte mig syg om mandagen, så jeg tog i min feberdøs på arbejde mandag morgen. Måtte dog kapitulere mandag eftermiddag og var så hjemme et par dage. Og havde jeg lyttet efter min krop, skulle jeg nok være blevet hjemme hele ugen, men det gjorde jeg altså ikke.

Så for mit vedkommende bliver februar en slags "limbo". Jeg skal afslutte/overgive mine opgaver. Jeg skal igang med at støvsuge markedet for jobannonncer indenfor mit felt. Jeg skal skrive ansøgninger, hvor min alder nedtones!! Jeg skal lægge budget for de kommende måneder. Og så skal jeg huske at nyde livet lige nu og her. Til det har jeg søgt hjælp i form af et kursus i mindfullness. Skal bruge mandag og tirsdag på det - det glæder jeg mig meget til.

Og så skal jeg glæde mig over, at foråret og dermed lysere tider (i bred forstand) er på vej.

Arbejdsdag nr. 1 i 2013

Puha det kræver sin kvinde at starte hverdagslivet igen efter en skøn, lang, doven og fantastisk fornøjelig juleferie. Havde faktisk lidt svært ved at se noget som helst positivt i netop denne kendsgerning i går!

Men jeg overlevede da den første arbejdsdag i 2013. Og gider faktisk ikke tælle hvor mange flere der er tilbage. Ved godt at det ikke går i længden med den holdning til min arbejdsplads - eller rettere til chefen.

Og er det kun mig, der synes at 2013 er et grimt årstal? Har en skidt fornemmelse for dette år - og det kun på grund af tallet. Altså måske jeg lige skulle slappe lidt af..... og få korrigeret mine tanker.

Mon jeg bliver smukkere med tiden

Det håber jeg så sandelig! Ligner en bokser, der har gået 12 runder - og tabt! Men bare det hjælper på spændingerne og hovedpinerne, så bliver jeg glad. Og hvis det betyder, at jeg midt eftermiddag ikke er så træt i øjene. Jeg sidder foran computer nærmest hele dagen hver dag, så det vil betyde meget for mit daglige arbejdsliv.

Jeg krydser fingre og håber, mens jeg undgår spejlet. Bliver så forskrækket hver gang :-)

Time flies when you're having fun!

Hmm - ved ikke, om det er helt korrekt. Korrekt er det, at tiden flyver, men synes måske nok jeg kunne have det sjovere. Tæller uger, men skulle måske hellere tælle måneder. Der er nemlig snart kun 2 :-)

Weekenderne er heldigvis dejlige og fyldt med alskens herlige ting. De levner bare ikke meget tid til reflektion og eftertanke og mærken efter i maven. Og det mangler. Det skal der være tid til, så jeg må til at prioritere! Men først om nogle uger for de næste tre weekender er øremærkede. Heldigvis bl.a. med familiebesøg i det nordjyske. Jeg glæder mig - det er længe siden.

Det lysner...

Både på den ene og den anden måde! Januar er snart slut, og det kan mærkes, at dagen tiltager. Skønt - for januar har altså været mørk, trist og lang. Men nu er vi blevet beriget med et let drys sne - det hjælper også med at fortrænge mørket.

Mentalt lysner det også. Beslutningen om arbejdet er blevet taget. Og det blev et pænt nej tak til fastansættelse. Det var en svær beslutning, men at den er rigtig, kan jeg tydelig mærke på mit velbefindende. Presset i maven er lettet, tankerne er klarere og sindet er lysere. Og jeg synes også selv, at jeg er kommet pænt ud af det, selvom forventningen helt tydeligt var, at jeg selvfølgelig skulle blive.
Det hjalp heldigvis, at jeg tilbød at tage tre måneder mere og dermed give tid til at finde en anden.

Så nu skal jeg i gang med jobsøgningen igen... Og så må jeg vist også i gang med at blogge igen!

NOTE TIL MIG SELV!

Vinter. Uldne strømpebukser. Strikkjole. Glemt at tage underkjole på! Det er et NO-GO. Har hele dagen kæmpet med en kjole, der har klæbet sig til mine ben og bagdel. Ikke sjovt. Ikke smart. Har følt mig nærmest lysende elektrisk hele dagen. Godt mit arbejdssted er så kedelig, at jeg får lov til at sidde for mig selv hele dagen på mit kontor. Hovsa, endnu en note til mig selv, der skal arkiveres under "Argumenter for at blive".

Jeg glæder mig i denne tid

Jeg glæder mig til at få juleferie! Fire arbejdsdage så er der ferie. Trænger - meget. Kan desværre ikke helt falde til på det nye arbejde, selvom det går bedre. Udskyder beslutningen om hvad der skal ske, når de tre måneder er gået. Det må vente til det nye år. Håber ikke jeg bliver præsenteret for en ny kontrakt inden jul. Skal nok lade være med at nævne det selv.

Julen bliver højst sandsynlig juleløs. Forstået på den måde at vi nok flygter ned til varmen, hvis vi ellers kan finde et sted og et hotel, som tiltaler os. Og kommer vi ikke afsted, ja så har jeg hele fredag til at indkøbe lidt julestemning. Så det går nok. Min lejlighed er allerede udliciteret til overnatningstrængende nordjyder, der trodser deres natur og holder jul i det sjællandske. Det skal være dem vel undt at bruge min lejlighed som et lille frikvarter fra alle julefestlighederne. Vi har jo naboens lejlighed, hvis det ender med en dansk jul.

Julegaverne til de nordjyske familiemedlemmer er afsendt med Det Danske Kgl. Postvæsen, og det endda i så god tid, at ingen undskyldninger fra denne etat vil kunne bruges, hvis det viser sig, at pakkerne ikke når frem i tide. Det eneste jeg mangler (udover at pakke kuffert fyldt med sommertøj, der er pakket væk) er at skrive en stak julemails. Ja, jeg ved godt, at det for nogen er meget dårlig stil at spise kære venner og familie af med en mail, men dér er jeg slet ikke enig. Jeg bliver glad, uanset om det er et julekort eller en julemail, jeg modtager. Det vigtigste er, at nogen har tænkt på mig. 

Pyha, det er godtnok hårdt!

Havde helt glemt hvor energikrævende og hårdt det er at starte nyt arbejde. Jeg er fuldstændig drænet for alting. Sådan føles det i hvert tilfælde. Heldigvis var dag 2 kun halv så hård som dag 1, så hvis det bare bliver ved i det tempo, så skal det nok gå.

Det er en kæmpe koncern, hvad jeg ikke er vant til, så umiddelbart virker alting meget upersonligt, men jeg tror bare det er en tilvænningssag. Eller det håber jeg....

Min dag

- diskussion fra morgenstunden med håndværker om dårligt udført arbejde -> irriterende

- formiddagsforedrag om De 7 Gode Vaner -> inspirerende

- frokost med hjemmebagte porremuffins og masser af gulerødder i solen i kolonihaven -> mums

- eftermiddagen med græsslåning, lugning og oprydning i sol og varme i kolonihaven -> fantastisk

- sms om aflysning af krea-klub i aften -> æv

- opringning med afslag på job ifm. jobsamtalen i mandags -> ærgerligt!

- opringning fra vikarbureau, som jeg for 10 år siden arbejdede for i en kort periode. De kunne huske mig og jeg skal til samtale -> skønt!

Alt i alt trods alt en god dag godt hjulpet på vej af det fantastiske sensommervejr.....

Det gik fint

Samtalen i går gik fint. Nu har jeg fået aflivet jobsamtale-monsteret og kan gå frisk og frejdig til kommende samtaler. Det er dejligt. Jeg tvivler nu på, at jeg får tilbudt det aktuelle job, men det er heller ikke det vigtigste lige nu. Jeg skal nu til at øve mig på at få kommunikeret alt det, som jeg gerne vil fortælle om mig selv. Tiden er jo begrænset, og da jeg sagde farvel, følte jeg faktisk, at jeg nærmest kun havde fået formidlet 10% af det jeg gerne ville fortælle.

Dejlig søndag

En tur bagpå motorcyklen (måske sidste gang for i år) og en gåtur i Utterslev Mose (bestemt ikke sidste gang i år) har gjort søndagen til en rigtig dejlig dag godt hjulpet på vej af det skønne sensommervejr.
Har også brugt tid til forberedelse af møde i morgen tidlig, som jeg faktisk er lidt nervøs for. Det ligner mig altså ikke at være nervøs, men måske det skyldes, at det er første gang i 10 år. Jeg skal nemlig til jobsamtale...

Farligt?

Vi kan vel alle blive enige om, at det kan være tidsslugende at læse blogs. Men også interessant, lærerigt og inspirerende. Men at gå fra at læse blogs til selv at oprette en blog føles en smule farligt, men også spændende. Og - er jeg overbevist om - endnu mere tidsslugende end at læse og følge med i blogs.

Men nu er det gjort, og jeg kan heldigvis selv bestemme hvor meget eller hvor lidt den skal udvikle sig. Ingen vil bebrejde mig noget, hvis dette rent faktisk bliver det eneste indlæg jeg laver - og for øvrigt har jeg jo ingen læsere! Andet end mig selv - sagde hunden.

Men apropos tid så er det faktisk nu, at jeg har tiden til at prøve at forme min blog og finde ud af om en sådan tingest så også kan bruges som en ventil eller en ventilator, når der er brug for det. Er nemlig så "heldig" at være arbejdsfri - og med løn udbetalt, dvs. ingen a-kasse-forpligtelser eller det der ligner. Selvfølgelig på en trist baggrund, fordi firmaet jeg var/er ansat i, er lukket ned, og ja, indimellem kan jeg da godt blive ramt af panik og angst for, at når jeg på et tidspunkt begynder at søge job, så er der nok ingen, der kan bruge mig! Men det undertrykker jeg hårdnakket, har lovet mig selv at nyde mindst 6 måneders frihed. Så har jeg 4 måneder til at skaffe mig selv et job, inden jeg bliver reelt arbejdsløs.

Men summasumarum: Jeg har afgjort med mig selv, at det ikke er farligt at lave en blog. Hvad er det værste, der kan ske? Ja, nemlig at der ingenting sker. Og det er da egentlig ikke så slemt.