Den der ledighed

Før påske havde jeg min "debut" i mødet med min A-kasse som arbejdsløs. Det var overordnet en god oplevelse. Jeg blev lidt chokeret over, hvor mange vi var. Jeg talte ikke, men omkring 100 vil jeg tro. Alle nyledige pr. 1. marts.

Det var naturligvis et oplysningsmøde med generelle informationer til os ledige om, hvad vi skulle gøre og ikke gøre. Det skal jeg ikke trætte med, men jeg lærte da noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Nemlig at arbejdsløses børn aldrig er syge!? Der er ikke noget i det system, der hedder barns første sygedag. Nu har jeg så ikke det problem, da jeg ikke har nogle børn. Men meget mærkeligt er det da. Synes også det er mærkeligt, at hvis man fx havde meldt ferie før påske og rejst udenlands i påskedagene, ville man ikke kun blive trukket for feriedagene før påske, men også for skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag. Men sådan er der så meget....

Der var et par stykker af deltagerne, der var meget indebrændte og brokkede sig og stillede spørgsmålstegn til alt. Jeg synes personligt, at det blev gjort sobert og uden at tale ned til folk og med den viden, at blev forskellige ting, som måske nok var oplyst om før, ikke gennemgået og nævnt igen og igen, så ville det blive gjort forkert eller blive glemt af nogle. Og at nogle blev trukket ud og oplyst om diverse fejl og mangler på deres CV på jobnet, er i mine øjne også en kæmpe service, da resultatet ellers kunne være, at retten til dagpenge blev mistet. Mine intentioner i dette forløb er at møde menneskene bag skrankerne med en positiv attitude og med tanken om, at de kun vil mig det bedste - OG at det ikke er dem, der har lavet reglerne.

Fik også indsendt dagpengekortet, men denne gang var der ingenting til mig på grund af min karantæne. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver indkaldt til noget næste gang. Men mon ikke det er jobcenteret, der skal besøges? Jeg afventer blot og søger energisk videre i det her jobmarked.

Lidt statistik for marts: 16 ansøgninger sendt. 5 afslag modtaget. 1 henvendelse om at tage test samt beskrive mig selv lidt nærmere og byde ind med lønkrav - der var udtaget 29 ansøgere til dette. Kom ikke videre og har heller ikke modtaget feedback på testen. Det synes jeg er dårlig stil. Kaldt til både 1. og 2. samtale på et andet job - endte desværre på andenpladsen, og det får man jo ikke job af. Afventer dermed svar fra 9. Endvidere henvendelse til to bureauer, som jeg har haft kontakt til tidligere.

Er nu klar til endnu en måned med kamp mod arbejdsløsheden i april. Hep, hep.

Så kom marts...

Når solen skinner, bliver livet generelt lidt lettere. Når et åg bliver fjernet fra ens skuldre, sker det samme. Og det er lige præcis, hvad der er sket for mig.

Jeg har nu været uden arbejde i 1 uge. Kom ud af døren på den allersidste arbejdsdag med den helt rigtige fornemmelse i maven. Nemlig fornemmelsen af at det var den rigtige beslutning. Jeg er ikke i tvivl. Ved dog godt, at hvis der går lang tid, før jeg kommer igang igen, så vil jeg begynde at tvivle. Men ikke nu. Lige nu står alle muligheder åbne. Det kan være uddannelse, det kan være mere tid til kreative sysler, det kan være mere motion (meget, meget tiltrængt), ja det kan være så uendeligt mange ting.

Alt det der skal gøres, når man bliver ledig, var nemt og overskuelig. En enkelt opringning til A-kassen skulle der dog til for lige at få afklaring på den karantæne, som jeg får. Men ellers tog det mig ikke lang tid at få oprettet CV på jobnet. CV'et var jo fiks og færdig og lige til at kopiere over. Har også fået første indkaldelse, som er et CV- og Vejledningsmøde. Er spændt på at opleve det, som jeg fra mange andre har hørt om som spild af tid og nedværdigende, og at man bliver stemplet som at ville udnytte systemet. Jeg tager til det møde med åben og positiv sind. Alt andet ville da være skørt. Jeg er ikke ude på at udnytte systemet og håber på hurtigt at komme i job igen.

 

Denne dejlige buket blomster fik jeg med på vejen af mine tidligere kollegaer. Den varmede. Afskedsgaven fra chefen (en kogebog) er blevet byttet. Kald mig bare barnlig, latterlig og utaknemmelig, men jeg havde ikke lyst til at have den stående som et evigt minde om en dårlig periode i mit liv. Og i øvrigt var det en kogebog, som jeg vidste, at jeg ikke ville bruge. Nu har jeg fået en kogebog efter min smag. Så pyt med at jeg måtte punge ud med yderligere 150 kroner.

 

Mit største problem lige nu er, at jeg har så mange ting, jeg gerne vil have gjort, at jeg begynder på snart det ene, snart det andet. Må vist se at få sat mig og få struktureret og prioriteret. Heriblandt skal planlægges tid til bare at nyde at være!

 

Og fik jeg sagt at de dersens skattepenge, som jeg skal have retur, kommer som sendt fra himlen. Har jo lige en periode uden indtægt. Man skulle tro, det var planlagt :-)

Det bliver godt i marts

Januar var sej. Det har februar også været, så nu satser jeg på marts. Det kan kun blive bedre. På alle måder. På torsdag siger jeg farvel til min arbejdsplads. Det bliver trist at sige farvel til kollegaerne, men chefen vil jeg ikke savne et eneste sekund. Tværtimod vil jeg glæde mig til ikke mere at skulle retfærdiggøre min handlinger, ikke hver dag at skulle sluge kameler på størrelse med, ja, kameler, ikke skulle høre på historier om chefens fortræffeligheder og fortrædeligheder og i det hele taget slippe fri for de snærende bånd, som jeg føler, at hun har bundet mig med i den tid, jeg har været ansat.

Det bliver dejligt, men samtidig skal jeg også lære at tøjle den frygt, der af og til gennemstrømmer mig ved tanken om at jeg ikke finder et andet - og bedre - arbejde, hvor jeg vil trives og udvikles og være glad. Heldigvis er optimisme stadig det, der fylder mest. Det er der jo derude det job - et eller andet sted.

Og de gode stunder i februar - dem gemmer jeg som små solskinspletter i hjertet. Dem har der nemlig også været en del af - heldigvis.

Sej januar

Og her menes der ikke sej på den positive måde, så orker du ikke at høre om arbejdsløshed og sygdom, så lad være med at læse videre.

For at tage den første - arbejdsløshed - så betyder det, at jeg nu har taget konsekvensen af al min brok over min nuværende chef og sagt mit arbejde op. Det vil sige, at jeg den 1. marts står uden job og med karantæne i A-kassen. Ærgerligt for jeg er glad for firmaet, for mine øvrige kollegaer og egentlig også for mine arbejdsopgaver - hvis jeg da bare kunne få lov at lave dem uden unødig indblanding og konstant kritik.

Jeg har sat en ære i at afslutte på en "god" måde, dvs. at jeg vil opfylde alle mine forpligtelser iht. min kontrakt. Det må vi så se, om chefen vil forstå at værdsætte. Hun blev bestemt ikke glad, da jeg sagde op og forstår ikke et eneste af mine kritikpunkter. Nej det tror da fanden, med den indstilling og holdning hun har. Hun forsøgte dog ikke at overtale mig til at blive - som hun gjorde de to gange tidligere, hvor jeg sagde nej tak til fastansættelse - og hvor jeg så til sidst sagde ja. Jeg skulle bare have lyttet til min mavefornemmelse og intuition allerede dengang. Men bedre sent end aldrig. Men GULP hvor er det grænseoverskridende i disse krisetider at skippe et fast job uden et nyt i sigte!

Under alt dette fik jeg også lige - som så mange andre i kongeriget - en omgang ond influenza. Her 1 1/2 uge senere sidder den stadig i kroppen. Den er ikke nem at komme over - og hold da op hvor har jeg været syg. Men det skulle jo ikke hedde sig, at jeg sagde op om fredagen og så meldte mig syg om mandagen, så jeg tog i min feberdøs på arbejde mandag morgen. Måtte dog kapitulere mandag eftermiddag og var så hjemme et par dage. Og havde jeg lyttet efter min krop, skulle jeg nok være blevet hjemme hele ugen, men det gjorde jeg altså ikke.

Så for mit vedkommende bliver februar en slags "limbo". Jeg skal afslutte/overgive mine opgaver. Jeg skal igang med at støvsuge markedet for jobannonncer indenfor mit felt. Jeg skal skrive ansøgninger, hvor min alder nedtones!! Jeg skal lægge budget for de kommende måneder. Og så skal jeg huske at nyde livet lige nu og her. Til det har jeg søgt hjælp i form af et kursus i mindfullness. Skal bruge mandag og tirsdag på det - det glæder jeg mig meget til.

Og så skal jeg glæde mig over, at foråret og dermed lysere tider (i bred forstand) er på vej.

Stadigvæk!

I går lavede jeg en slags "seudo"-brunkål". Ved godt at det er totalt gammeldags og jeg kan heller ikke finde ud af at lave det helt rigtigt. Så det var bare en DDV-opskrift, jeg brugte. Må også sige at det blev lidt derefter. Tidligere elskede jeg brunkål - altså når min mor lavede det. Simrende med flæsk eller skank i nogle timer. Mums.

Men tænk - da jeg stod og ryddede op i køkkenet efter maden, kom den der ubevidste tanke, at jeg skulle jo huske at ringe til min mor og fortælle hende, at hun altså var meget bedre til at lave det end jeg og samtidig få nogle fif. Der er så bare lige den hage ved den telefonopringning, at min mor har været død i snart 9 år.

Hvor er der meget man ikke fik spurgt om.....