Den 4. november

Denne dato er min mors fødselsdag. Desværre er hun ikke mere, så vi kan fejre hende. Det har vi ikke kunnet i 8 år. Jeg savner hende stadigvæk. Måske ikke så meget selve samværet, for med flere hundrede kilometer mellem os, sås vi jo ikke hver uge, ej heller hver måned. Men jeg savner bevistheden om at hun altid var der. En sikker havn. Det sted i verden, hvor man altid var velkommen - uanset hvad. Et gemmested, når man var ked. Et hyggested, hvor man mødtes med den øvrige familie og havde nogle fantastisk hyggelige timer. Et værested hos den, der kendte en allerbedst. Det sted findes ikke mere - og barndommens tryghed er ikke at finde nogen steder længere.

I min stue står en flyttekasse. Den har nu stået der i et halvt års tid. Jeg fik den fra min søster. Hun havde haft den stående i 8 år og kunne ikke tømme den. Orkede det ikke, nænnede det ikke, det var for hårdt. Nu er det min tur til at prøve. Det er så ikke lykkes endnu. I flyttekassen er nemlig de sidste usorterede minder fra min mor. De allermest private. Dagbøger, billeder, fotoalbum fra flere generationer, en pose med slidte små børnesko (mine, min søsters, min brors, måske), ting som hun ikke havde nænnet at smide ud. Ting som ikke har andet værdi end det følelsesmæssige. Den er så også stor.

Jeg håber, at jeg snart får den flyttekasse åbnet og sorteret. Det skulle så ikke være i dag.