tirsdag den 25. september 2012

Så slå da det bræt ned, mand!

Jeg arbejder på en arbejdsplads med overvægt af mænd - og i det område, hvor jeg har kontor, har vi unisex-toiletter. Det i sig selv synes jeg er helt OK. Formålet med dem er jo det samme for os alle.

Men en ting, som jeg åbenbart skal lære, er at kigge ned på toilettet, inden jeg sætter mig. For at se om brættet er slået ned. For det er det alt for ofte ikke! Kender I ikke den fornemmelse at sætte sig, og ikke nok med at der er lidt for langt ned, nej det er også koldt og klamt!

Så derfor: slå da det bræt ned, mand! Sådan skal min opfordring lyde - med et blink med øjet ;-)

Den sjældent mundlamme nabos kommentar til mig: Vi glemmer da ikke at slå brættet ned. Det er jer, der glemmer at slå det op!

fredag den 21. september 2012

Plaid, pladegarn og poncho

Disse tre ting kombineret med Vild med Dans på sådan en halvkold efterårs-
fredag aften er da helt okay i min lille verden.






Og når naboen så - inden han drog til drømmeland - serverede sommerens sidste kølige rosévin, ja så forlanger jeg ikke mere. Lige nu.

Han er undskyldt. Han har været på arbejde modsat mig - jeg har jo haft fri hele dagen...

Dejlig start på en weekend uden ret mange faste planer. Det kan vi li'.

mandag den 17. september 2012

Mut mandag

Klokken er 7. Sidder med min havregrød med nyhederne på skærmen og computeren tændt. Har ikke lyst til at skulle på arbejde. Men det skal jeg selvfølgelig! Så stop de selvmedlidenhedstanker og skam dig. Vejret er dejligt. Der er havearbejde forude i foreningen, når arbejdsdagen er slut. Og om 4 dage er det weekend igen :-)

fredag den 14. september 2012

Nøj hvor den bider fra sig

Den hverdag dér er svær at forliges med efter ferien! Men nu er der heldigvis weekend igen, så mon ikke det værste er overstået for denne gang. I hvert tilfælde er jeg nu begyndt at se frem til næste længere ferie... Fandt den anden dag ud af at julen ligger helt fantastisk i forhold til fridage, så det bliver den næste lange perlerække af arbejdsfrie dage.

Og så kan jeg jo slet ikke tillade mig det her brok. Gik fra 1. august ned på en 30 timers arbejdsuge med fri om fredagen. Det er dejligt - skal måske bare lære ikke at fylde den op med alt muligt og i stedet for værne om den og bruge den til noget helt specielt.

Synes nu også det er lykkes ret godt i dag. Naboen, der stadig har ferie, har besøg af en kammerat fra Bornholm, så vi brugte alle tre det meste af formiddagen over morgenmaden med masser af snak og flere kopper kaffe end egentlig nødvendigt. Men det er jo netop sådan noget, der giver overskud. Så pyt med at det planlagte praktiske må skubbes. Det når vi nok en anden dag.

søndag den 9. september 2012

Et blink med øjet

- og så er der gået tre uger. Sådan føles det lige nu, hvor hverdagen starter igen i morgen. Hvordan kan tre uger gå så hurtigt?

Derudover kan jeg prale med et plus på et par kilo på vægten... Det kan jeg nok takke de mange cocktails, jeg har konsumeret på ferien. Det blev vist til flere end jeg kan tælle på to hænder. Det blev vist også til en del sangria.  Og ikke at forglemme alle isene. For is må der til, når det er varmt. Nå, et par uger på den vante DDV-kost skal nok få gjort kål på disse feriekilo - og der skal jo være forskel på hverdag og ferie, ikke?

Lad det være sagt med det samme: Vores feriehjerter ligger i det græske. Men i år skulle det ikke være sådan. I år endte det med Mallorca. På vanlig vis blev rejsen købt i sidste øjeblik. Vi besluttede os onsdag aften og tog afsted tidlig fredag morgen. 14 dage i det sydøstlige Mallorca. Det var første gang på den ø for os begge. Og det var OK. Der var meget, meget varmt den første uge, så kom der et par dage med regnvejr og køligere luft og temperaturen faldt et par grader, så det blev lidt mere udholdeligt. Hip hurra for en bil med aircondition. Vi fik set rigtig meget af øen - og kørte en hel del. Nogle gang ud i det blå, hvor vi endte de hyggeligste steder. Andre gange med et mål. Vi var på marked, vi var i Palma, vi var i bjergene, vi var på flere strande, vi var rigtig mange steder. Fandt også vores favoritsteder, som vi vendte tilbage til flere gange. Et hyggeligt lille fiskerleje, en strand, der ikke var så overrendt, et par hyggelige restauranter væk fra larmen. Så befinder vi os bedst.

Der blev også slappet rigtig meget af. Jeg fik læst adskillige bøger og strikket lidt. Ikke nok, men uldgarn og varme er ikke den allerbedste kombi. Der er blevet løst mange sudoku'er - og også set lidt tennis. Det er jo US Open tid. Det er det allerbedste ved ferie. Man kan gøre lige hvad man vil, lige præcis når man vil. Og man kan også bare lade være.

Men der er ingen tvivl om at næste år vil ferierejsen igen gå til det græske. Det er vi vist enige om.