Tung uge

Hm - den er lidt tung og ikke nem at navigere i. Denne uge. For mange ting, der generer sådan rent arbejdsmæssigt. Nu er vi heldigvis snart halvgående. Jeg er det allerede, for jeg har fri på fredag.

Weekenden glæder jeg mig til gengæld meget til. Turen går til det jyske til jule-tamtam hos familien. Og mon ikke også der bliver tid til at besøge en veninde eller to. Det håber jeg.

Og med weekendens komme er også den længste måned i året mørke november (det føles sådan) slut, og glade december med lys og masser af hygge ligger foran os.

Hvor er vi egentlig heldige...

Reklamer

Jeg synes efterhånden, at der er reklamer overalt. På facebook 'liker' eller deler vennerne alt muligt for at få en mikromillionte chance for at vinde et stykke tøj, noget porcelæn eller andet forbrugsgode. Så er facebook ikke hyggelig at komme i. Det bliver så upersonligt.

Også i blogverdenen er der nogle, der holder reklamefanen højt - mere eller mindre skjult. Her kan man heldigvis fravælge, hvis man bliver træt af det.

En gang for lang tid siden var jeg til et foredrag om Slow Living, og en af de oplysninger, som jeg bed mærke i dengang, var at i 80'erne fik man sådan cirka 650 reklameinput hver dag. I dag får man over 3.000. Ikke noget at sige til at man kan blive træt i hovedet! Og har så mange ubearbejdede informationer. I dag er der virkelig kamp derude om de ledige øjeblikke i vores liv.

Nå, reklamer er jo nok kommet for at blive. Det bliver bare aldrig på min blog. Og så dog! Om lidt skal jeg afsted til krea-aften hos denne blogger. Og vores kreaklub vil jeg gerne reklamere for. Så skulle du bo i nærheden af Ballerup og have lyst til at være med i dette kreative univers, hvor vi også bruger en stor del af tiden på at snakke og spise kage, så giv endelig lyd.

Go' aften derude.

Og så blev jeg sat på plads

Altså sådan aldersmæssigt! Havde tjansen som henter af Bertram i vuggestuen i går, fordi mor skulle ud og luftes lidt. Det gik fint nok, selvom Bertram blev ved med at gentage: "Mor henter mig. Mor henter mig. Mor henter mig." Men jeg fik ham da bugseret ned i klapvognen med kurs mod hjemmeadressen.

Da vi så kommer ind i gården og skal sætte klapvognen på plads, står der en lille pige med sin mor og sin babylillebror. Hun kender selvfølgelig Bertram og er vant til, at det er Bertrams mor, der er med.
Og så er det spørgsmålet kommer: "Er du mormoren?"

Hm - teoretisk set kunne jeg jo godt være det. Har faktisk en veninde, der er yngre end mig, som er mormor x 2. Jeg var bare ikke forberedt på, at nogen overhovedet kunne synes, at jeg ligner en mormor, så jeg blev helt paf. Lidt sjovt - for ved nærmere eftertanke findes der jo masser af smukke, dejlige, ungdommelige og skønne mormødre....

Men nej - lille ven - jeg er ikke mormoren. Jeg er Tante Grøn. Men det er en helt anden historie.

40 års jubilæum

Jeg var til koncert i aftes sammen med naboen - 40 års jubilæumskoncert. Det var Sebastian, der inviterede - dog skulle vi selv betale..... Men det var bestemt hver en krone værd. Sebastian med band plus det løse (det løse var Søren Huus og Lis Sørensen). Det var nye toner og gamle toner. Det var en tur down memory lane. Og det var vores første besøg i DRs koncertsal - men bestemt ikke sidste.

Men ingen roser uden torne. Eller måske er det bare mig, der er ved at blive en gammel, vranten og sur tante. Måske, det kan bestemt ikke afvises. Men når jeg køber billet til en Sebastian-koncert, er det fordi jeg ønsker at høre Sebastian synge. Og ikke det kvindemenneske, som jeg tilfældigvis kommer til at sidde ved siden ad og som skrålede lystigt (og falsk) med på alle de sange, hun kendte. Så kald mig bare lyseslukker og en kedelig, gammel kone. Og når hun ikke sang med, så sad hun og klappede sig selv lystigt på lårene eller kværnede løs med den veninde, der var slæbt med til lejligheden.

Og for at det ikke skal være løgn, så sad hende foran mig konstant uroligt på sin stol og kørte hele tiden hænderne gennem sit hår. Lidt som om hun følte at hun havde en dårlig hårdag.... Men det larmede i det mindste ikke! Og der kunne jeg bare sige til mig selv, at nu skulle jeg fokusere på scenen.

Men bortset fra det var det en dejlig aften. Jeg har været til rigtig mange koncerter med Sebastian siden den allerførste i Cirkusbygningen en aften i 1981 (hvis jeg husker rigtig). Jeg var taget den lange vej til storbyen fra den lille provinsflække i Nordjylland sammen med en veninde. Kan huske at næsten lige ved siden af os sad Eddie Skoller og Lisbeth Lundquist. Jow, jow, det var stort dengang!

Så stort til lykke med jubilæet, Sebastian. Du er en stor del af mit livs lydtapet.

Den 4. november

Denne dato er min mors fødselsdag. Desværre er hun ikke mere, så vi kan fejre hende. Det har vi ikke kunnet i 8 år. Jeg savner hende stadigvæk. Måske ikke så meget selve samværet, for med flere hundrede kilometer mellem os, sås vi jo ikke hver uge, ej heller hver måned. Men jeg savner bevistheden om at hun altid var der. En sikker havn. Det sted i verden, hvor man altid var velkommen - uanset hvad. Et gemmested, når man var ked. Et hyggested, hvor man mødtes med den øvrige familie og havde nogle fantastisk hyggelige timer. Et værested hos den, der kendte en allerbedst. Det sted findes ikke mere - og barndommens tryghed er ikke at finde nogen steder længere.

I min stue står en flyttekasse. Den har nu stået der i et halvt års tid. Jeg fik den fra min søster. Hun havde haft den stående i 8 år og kunne ikke tømme den. Orkede det ikke, nænnede det ikke, det var for hårdt. Nu er det min tur til at prøve. Det er så ikke lykkes endnu. I flyttekassen er nemlig de sidste usorterede minder fra min mor. De allermest private. Dagbøger, billeder, fotoalbum fra flere generationer, en pose med slidte små børnesko (mine, min søsters, min brors, måske), ting som hun ikke havde nænnet at smide ud. Ting som ikke har andet værdi end det følelsesmæssige. Den er så også stor.

Jeg håber, at jeg snart får den flyttekasse åbnet og sorteret. Det skulle så ikke være i dag.