Januar var sej. Det har februar også været, så nu satser jeg på marts. Det kan kun blive bedre. På alle måder. På torsdag siger jeg farvel til min arbejdsplads. Det bliver trist at sige farvel til kollegaerne, men chefen vil jeg ikke savne et eneste sekund. Tværtimod vil jeg glæde mig til ikke mere at skulle retfærdiggøre min handlinger, ikke hver dag at skulle sluge kameler på størrelse med, ja, kameler, ikke skulle høre på historier om chefens fortræffeligheder og fortrædeligheder og i det hele taget slippe fri for de snærende bånd, som jeg føler, at hun har bundet mig med i den tid, jeg har været ansat.
Det bliver dejligt, men samtidig skal jeg også lære at tøjle den frygt, der af og til gennemstrømmer mig ved tanken om at jeg ikke finder et andet - og bedre - arbejde, hvor jeg vil trives og udvikles og være glad. Heldigvis er optimisme stadig det, der fylder mest. Det er der jo derude det job - et eller andet sted.
Og de gode stunder i februar - dem gemmer jeg som små solskinspletter i hjertet. Dem har der nemlig også været en del af - heldigvis.
søndag den 24. februar 2013
søndag den 3. februar 2013
Sej januar
Og her menes der ikke sej på den positive måde, så orker du ikke at høre om arbejdsløshed og sygdom, så lad være med at læse videre.
For at tage den første - arbejdsløshed - så betyder det, at jeg nu har taget konsekvensen af al min brok over min nuværende chef og sagt mit arbejde op. Det vil sige, at jeg den 1. marts står uden job og med karantæne i A-kassen. Ærgerligt for jeg er glad for firmaet, for mine øvrige kollegaer og egentlig også for mine arbejdsopgaver - hvis jeg da bare kunne få lov at lave dem uden unødig indblanding og konstant kritik.
Jeg har sat en ære i at afslutte på en "god" måde, dvs. at jeg vil opfylde alle mine forpligtelser iht. min kontrakt. Det må vi så se, om chefen vil forstå at værdsætte. Hun blev bestemt ikke glad, da jeg sagde op og forstår ikke et eneste af mine kritikpunkter. Nej det tror da fanden, med den indstilling og holdning hun har. Hun forsøgte dog ikke at overtale mig til at blive - som hun gjorde de to gange tidligere, hvor jeg sagde nej tak til fastansættelse - og hvor jeg så til sidst sagde ja. Jeg skulle bare have lyttet til min mavefornemmelse og intuition allerede dengang. Men bedre sent end aldrig. Men GULP hvor er det grænseoverskridende i disse krisetider at skippe et fast job uden et nyt i sigte!
Under alt dette fik jeg også lige - som så mange andre i kongeriget - en omgang ond influenza. Her 1 1/2 uge senere sidder den stadig i kroppen. Den er ikke nem at komme over - og hold da op hvor har jeg været syg. Men det skulle jo ikke hedde sig, at jeg sagde op om fredagen og så meldte mig syg om mandagen, så jeg tog i min feberdøs på arbejde mandag morgen. Måtte dog kapitulere mandag eftermiddag og var så hjemme et par dage. Og havde jeg lyttet efter min krop, skulle jeg nok være blevet hjemme hele ugen, men det gjorde jeg altså ikke.
Så for mit vedkommende bliver februar en slags "limbo". Jeg skal afslutte/overgive mine opgaver. Jeg skal igang med at støvsuge markedet for jobannonncer indenfor mit felt. Jeg skal skrive ansøgninger, hvor min alder nedtones!! Jeg skal lægge budget for de kommende måneder. Og så skal jeg huske at nyde livet lige nu og her. Til det har jeg søgt hjælp i form af et kursus i mindfullness. Skal bruge mandag og tirsdag på det - det glæder jeg mig meget til.
Og så skal jeg glæde mig over, at foråret og dermed lysere tider (i bred forstand) er på vej.
For at tage den første - arbejdsløshed - så betyder det, at jeg nu har taget konsekvensen af al min brok over min nuværende chef og sagt mit arbejde op. Det vil sige, at jeg den 1. marts står uden job og med karantæne i A-kassen. Ærgerligt for jeg er glad for firmaet, for mine øvrige kollegaer og egentlig også for mine arbejdsopgaver - hvis jeg da bare kunne få lov at lave dem uden unødig indblanding og konstant kritik.
Jeg har sat en ære i at afslutte på en "god" måde, dvs. at jeg vil opfylde alle mine forpligtelser iht. min kontrakt. Det må vi så se, om chefen vil forstå at værdsætte. Hun blev bestemt ikke glad, da jeg sagde op og forstår ikke et eneste af mine kritikpunkter. Nej det tror da fanden, med den indstilling og holdning hun har. Hun forsøgte dog ikke at overtale mig til at blive - som hun gjorde de to gange tidligere, hvor jeg sagde nej tak til fastansættelse - og hvor jeg så til sidst sagde ja. Jeg skulle bare have lyttet til min mavefornemmelse og intuition allerede dengang. Men bedre sent end aldrig. Men GULP hvor er det grænseoverskridende i disse krisetider at skippe et fast job uden et nyt i sigte!
Under alt dette fik jeg også lige - som så mange andre i kongeriget - en omgang ond influenza. Her 1 1/2 uge senere sidder den stadig i kroppen. Den er ikke nem at komme over - og hold da op hvor har jeg været syg. Men det skulle jo ikke hedde sig, at jeg sagde op om fredagen og så meldte mig syg om mandagen, så jeg tog i min feberdøs på arbejde mandag morgen. Måtte dog kapitulere mandag eftermiddag og var så hjemme et par dage. Og havde jeg lyttet efter min krop, skulle jeg nok være blevet hjemme hele ugen, men det gjorde jeg altså ikke.
Så for mit vedkommende bliver februar en slags "limbo". Jeg skal afslutte/overgive mine opgaver. Jeg skal igang med at støvsuge markedet for jobannonncer indenfor mit felt. Jeg skal skrive ansøgninger, hvor min alder nedtones!! Jeg skal lægge budget for de kommende måneder. Og så skal jeg huske at nyde livet lige nu og her. Til det har jeg søgt hjælp i form af et kursus i mindfullness. Skal bruge mandag og tirsdag på det - det glæder jeg mig meget til.
Og så skal jeg glæde mig over, at foråret og dermed lysere tider (i bred forstand) er på vej.
Abonner på:
Opslag (Atom)