mandag den 31. oktober 2011

Ny hverdag

Om lidt (= i morgen) starter en ny hverdag for mig. Efter et halvt års frivillig jobpause skal jeg starte nyt job i morgen. Men der er noget, der nager mig! Og jeg kan ikke finde ud af hvad det er.

Har jeg bare haft det alt for godt (for det har jeg) i det halve år med penge ind på kontoen uden modydelser, så jeg er blevet lidt doven?

Eller er jeg bare lidt nervøs for at starte noget nyt? Det er jo 10 år siden, at jeg sidst startede nyt job. Dengang var det ikke noget problem, men 10 år på alderen kan selvfølgelig gøre noget og ændre ens tilgang til nye tilstande.

Eller er det min intuition, der råber nede fra maven? Dette er ikke et job for dig, siger fornemmelsen. Min fornuft argumenterer tilbage: Det er et job, som du kan bestride med venstre hånd. Der er intet farligt i det.

Ja, jeg ved det ikke - endnu i hvert tilfælde. Men jeg ved, at jeg kun har forpligtet mig til de 3 måneder, som jeg har skrevet kontrakt på. Og jeg ved, at jeg så har ret til at sige nej til fortsat ansættelse. De har selvfølgelig også ret til at sige nej til mig :-) Heldigvis er stavnsbåndet ophævet. Uheldigvis vokser de gode job ikke på træerne. Jeg håber bare, at jeg en dag finder MIT gode job. Skulle jo gerne have mindst 20 års arbejdsliv tilbage inden pensionen kalder. Altså med mindre jeg vinder en formue i lotto!

søndag den 30. oktober 2011

Som en korridor af guld

Naboen og jeg kørte tur i dag, og den gik bl.a. omkring Hareskoven. Her kørte vi på en lille vej med træer i det smukkeste efterårsfarver på hver side bøjet ind over hinanden. Det føltes som om, at vi kørte gennem en korridor af guld. Det var smukkere end smukt. Men da jeg mukkede lidt over ikke at have fotografiapparatet med, sagde den søde nabo bare helt lakonisk: "Det kommer igen til næste år". Og han har jo ret. Det gør det. Heldigvis!

Og inden du undrer dig over, hvorfor vi kørte og ikke gik en tur i skoven, skyldtes det, at vi skulle ud i knolderihaven og gøre den vinterklar. Lukke for vandet, tømme haner og rør og deslige for at forsøge at undgå frostskader. Sætte haveredskaber og havemøbler ind. Og hvad der nu ellers skal gøres inden en tilstundende vinter.

Det var dejligt at få gjort. Og resten af søndagen skal foregå i slow-motion.

lørdag den 22. oktober 2011

Samme dag næste år

Jeg stortudede, da jeg læste bogen. Og det samme gjorde jeg så også, da jeg så filmen tidligere idag. Dejlig film - som kan anbefales. Forstår ikke de dårlige anmeldelser. Synes faktisk at Lone Scherfig på en god måde formidler bogens opbygning og løser problematikken omkring det at springe fra den samme dag det ene år efter det andet. Det er ikke helt nemt. Men det hænger sammen og rører dybt ind i hjertet. Så tårerne kom. Godt det er mørkt i biografen. Værre er det, når filmen er slut, og lysene tændes.....

Men det hele skal jo ikke være så trist, og dagens gode grin fik jeg på vej i biografen sammen med veninden. I radioen var der et program om bryster, der ikke var ens i størrelsen. En havde fået en operation, fordi det ene af hendes bryster var en størrelse større end det andet. Om hun fik det ene bryst gjort mindre, eller det andet gjort større, fandt jeg aldrig ud af. For min venindes kommentar var: Jeg ville aldrig blive opereret for sådan noget, selvom mine bryster nu heller ikke er lige lange. Og så var det, at jeg knækkede sammen af grin!

mandag den 17. oktober 2011

Mens jeg venter...

...på, at det skal blive den 24. oktober, lytter jeg til hans 'gamle' musik, der bare aldrig bliver for gammel. Han har fulgt mig siden teenage-årene. Jeg var ikke meget mere end 15 år første gang jeg drog afsted med toget fra Nordjylland til storbyen København sammen med en veninde for at gå til koncert. Og den koncert er blevet til rigtig mange gennem årene. Små intime koncerter, stort anlagte koncerter, musicals hvor sang og musik var skrevet af ham, Bertolt Brecht fortolkninger osv . Alle hver på deres måde en skøn oplevelse. Jeg har masser af minder forbundet med Du er ikke alene, Romeo, Stille før storm, Rose og mange, mange andre.

Ja, nogen har nok gættet, at det er Sebastians nye album 'Øjeblikkets Mester', der udkommer den dag. Og jeg skal helt sikkert have det. Glæder mig til nye solosange fra denne fantastiske musik-mager. Det er første gang siden 'Miraklernes Tid' i 1990. Så det er da på tide. Jeg glæder mig. Synes jeg kender ham, selvom det gør jeg jo slet ikke. Han er bare en del af mit liv.

tirsdag den 11. oktober 2011

Vivian Høxbro

Jeg elsker dedikerede mennesker - og et sådan var jeg til foredrag med i går aftes. Gladsaxe Bibliotek havde lavet et arrangement med Vivian Høxbro, hvor hun fortalte om sit liv som strikkedesigner.

Glæden og kærligheden til strik lyste ud af hende - det var hendes liv. Og selvom alderen sagde pensionist, virkede det ikke som om, at hun havde tænkt sig at sætte sig hen i et hjørne og lade sig pensionere. Hendes liv er lækre garner, fantasifulde opskrifter og ikke mindst farver i massevis.

Så mon ikke alle tilstedeværende kvinder (vi var over 100) nød aftenen i aftes. Der var i hvert tilfælde mange strikkere til stede. Aldrig har jeg set så meget strik på så mange kvinder på samme tid. Det var slik for øjnene og en stor fornøjelse at overvære.

Og mon ikke jeg på et tidspunkt skal kaste mig over et Vivian Høxbro-design..... Jeg tror det!

torsdag den 6. oktober 2011

Glæder mig til gode læseoplevelser

Det skal nok blive et godt vinterhalvår sådan læsemæssigt set.

Jeg er så heldig at bo i en kommune, hvor biblioteket bruger ressourser på at oprette læseklubber, og jeg er blevet medlem af hele to klubber denne vinter, nemlig DRs romanlæseklub og en krimilæseklub. Romanlæseklubben er en genganger, tror jeg har været med 4 gange før, hvorimod krimilæseklubben er ny for mig. Og jeg glæder mig. Intet er bedre end en god bog. Den slår også en god film - og det siger meget for mig, der filmmæssigt er miljøskadet efter 10 år i branchen.

Så om lidt skal jeg igang med at læse ASKEPOT af Kristina Ohlsson og SORG OG CAMPING af Lone Hørslev. Om jeg glæder mig? Ja, det gør jeg. Så efterårsvejret gør egentlig ikke noget. Det er nemlig rigtig læsevejr!