onsdag den 3. april 2013

Den der ledighed

Før påske havde jeg min "debut" i mødet med min A-kasse som arbejdsløs. Det var overordnet en god oplevelse. Jeg blev lidt chokeret over, hvor mange vi var. Jeg talte ikke, men omkring 100 vil jeg tro. Alle nyledige pr. 1. marts.

Det var naturligvis et oplysningsmøde med generelle informationer til os ledige om, hvad vi skulle gøre og ikke gøre. Det skal jeg ikke trætte med, men jeg lærte da noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Nemlig at arbejdsløses børn aldrig er syge!? Der er ikke noget i det system, der hedder barns første sygedag. Nu har jeg så ikke det problem, da jeg ikke har nogle børn. Men meget mærkeligt er det da. Synes også det er mærkeligt, at hvis man fx havde meldt ferie før påske og rejst udenlands i påskedagene, ville man ikke kun blive trukket for feriedagene før påske, men også for skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag. Men sådan er der så meget....

Der var et par stykker af deltagerne, der var meget indebrændte og brokkede sig og stillede spørgsmålstegn til alt. Jeg synes personligt, at det blev gjort sobert og uden at tale ned til folk og med den viden, at blev forskellige ting, som måske nok var oplyst om før, ikke gennemgået og nævnt igen og igen, så ville det blive gjort forkert eller blive glemt af nogle. Og at nogle blev trukket ud og oplyst om diverse fejl og mangler på deres CV på jobnet, er i mine øjne også en kæmpe service, da resultatet ellers kunne være, at retten til dagpenge blev mistet. Mine intentioner i dette forløb er at møde menneskene bag skrankerne med en positiv attitude og med tanken om, at de kun vil mig det bedste - OG at det ikke er dem, der har lavet reglerne.

Fik også indsendt dagpengekortet, men denne gang var der ingenting til mig på grund af min karantæne. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver indkaldt til noget næste gang. Men mon ikke det er jobcenteret, der skal besøges? Jeg afventer blot og søger energisk videre i det her jobmarked.

Lidt statistik for marts: 16 ansøgninger sendt. 5 afslag modtaget. 1 henvendelse om at tage test samt beskrive mig selv lidt nærmere og byde ind med lønkrav - der var udtaget 29 ansøgere til dette. Kom ikke videre og har heller ikke modtaget feedback på testen. Det synes jeg er dårlig stil. Kaldt til både 1. og 2. samtale på et andet job - endte desværre på andenpladsen, og det får man jo ikke job af. Afventer dermed svar fra 9. Endvidere henvendelse til to bureauer, som jeg har haft kontakt til tidligere.

Er nu klar til endnu en måned med kamp mod arbejdsløsheden i april. Hep, hep.

4 kommentarer:

  1. Jeg hepper også på dig! - Og er sikker på du nok skal finde noget. Og forhåbentlig noget som du bliver glad for.
    Du er ihvertfald en meget aktiv jobsøgende, det må da lønne sig.
    Jeg synes også det er ret dårlig stil, at opfordre folk til at tage en test, og derefter ikke komme med feedback. Det er respektløst!

    Hav en dejlig dag.

    KH

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din hilsen, Karina. Også en dejlig dag til dig. Og så ses vi i næste uge - glæder mig.

      Slet
  2. Anonym3.4.13

    Held og lykke med din jobsøgning - man kan i hvert fald ikke komme og sige, at du ikke opfylder kravene til dette.

    Jeg er dog lige nødt til at komme med et enkelt pip: Barns 1. sygedag (og for nogen også 2. sygedag) er hverken en grundlovssikret ret eller en ret som man har ifølge funktionærloven. Det er alene noget som man kan forhandle sig til med de enkelte arbejdsgivere eller som er indskrevet i ens overenskomst. Der er mange arbejdspladser hvor barns 1. sygedag ikke eksisterer, men hvor man må bruge feriedage eller optjene afspadsering så man er klar når de stakkels små poder lægger sig med sygdom.

    Hilsen
    Anja

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anja. Også for dit pip. Ret skal være ret. Jeg har aldrig været ansat et sted, hvor man ikke havde mulighed for barns 1. sygedag, men heller ikke hvor man har haft 2.

      Slet

Hyggeligt med en kommentar - tak for den...