- og så er der gået tre uger. Sådan føles det lige nu, hvor hverdagen starter igen i morgen. Hvordan kan tre uger gå så hurtigt?
Derudover kan jeg prale med et plus på et par kilo på vægten... Det kan jeg nok takke de mange cocktails, jeg har konsumeret på ferien. Det blev vist til flere end jeg kan tælle på to hænder. Det blev vist også til en del sangria. Og ikke at forglemme alle isene. For is må der til, når det er varmt. Nå, et par uger på den vante DDV-kost skal nok få gjort kål på disse feriekilo - og der skal jo være forskel på hverdag og ferie, ikke?
Lad det være sagt med det samme: Vores feriehjerter ligger i det græske. Men i år skulle det ikke være sådan. I år endte det med Mallorca. På vanlig vis blev rejsen købt i sidste øjeblik. Vi besluttede os onsdag aften og tog afsted tidlig fredag morgen. 14 dage i det sydøstlige Mallorca. Det var første gang på den ø for os begge. Og det var OK. Der var meget, meget varmt den første uge, så kom der et par dage med regnvejr og køligere luft og temperaturen faldt et par grader, så det blev lidt mere udholdeligt. Hip hurra for en bil med aircondition. Vi fik set rigtig meget af øen - og kørte en hel del. Nogle gang ud i det blå, hvor vi endte de hyggeligste steder. Andre gange med et mål. Vi var på marked, vi var i Palma, vi var i bjergene, vi var på flere strande, vi var rigtig mange steder. Fandt også vores favoritsteder, som vi vendte tilbage til flere gange. Et hyggeligt lille fiskerleje, en strand, der ikke var så overrendt, et par hyggelige restauranter væk fra larmen. Så befinder vi os bedst.
Der blev også slappet rigtig meget af. Jeg fik læst adskillige bøger og strikket lidt. Ikke nok, men uldgarn og varme er ikke den allerbedste kombi. Der er blevet løst mange sudoku'er - og også set lidt tennis. Det er jo US Open tid. Det er det allerbedste ved ferie. Man kan gøre lige hvad man vil, lige præcis når man vil. Og man kan også bare lade være.
Men der er ingen tvivl om at næste år vil ferierejsen igen gå til det græske. Det er vi vist enige om.
Velkommen hjem til efteråret :)
SvarSletJa, 3 ugers ferie forsvinder hurtigt. Uhyggelig hurtigt !
Lyder heldigvis som om, I fik nydt hver eneste dag:)