Min dag

- diskussion fra morgenstunden med håndværker om dårligt udført arbejde -> irriterende

- formiddagsforedrag om De 7 Gode Vaner -> inspirerende

- frokost med hjemmebagte porremuffins og masser af gulerødder i solen i kolonihaven -> mums

- eftermiddagen med græsslåning, lugning og oprydning i sol og varme i kolonihaven -> fantastisk

- sms om aflysning af krea-klub i aften -> æv

- opringning med afslag på job ifm. jobsamtalen i mandags -> ærgerligt!

- opringning fra vikarbureau, som jeg for 10 år siden arbejdede for i en kort periode. De kunne huske mig og jeg skal til samtale -> skønt!

Alt i alt trods alt en god dag godt hjulpet på vej af det fantastiske sensommervejr.....

Det gik fint

Samtalen i går gik fint. Nu har jeg fået aflivet jobsamtale-monsteret og kan gå frisk og frejdig til kommende samtaler. Det er dejligt. Jeg tvivler nu på, at jeg får tilbudt det aktuelle job, men det er heller ikke det vigtigste lige nu. Jeg skal nu til at øve mig på at få kommunikeret alt det, som jeg gerne vil fortælle om mig selv. Tiden er jo begrænset, og da jeg sagde farvel, følte jeg faktisk, at jeg nærmest kun havde fået formidlet 10% af det jeg gerne ville fortælle.

Dejlig søndag

En tur bagpå motorcyklen (måske sidste gang for i år) og en gåtur i Utterslev Mose (bestemt ikke sidste gang i år) har gjort søndagen til en rigtig dejlig dag godt hjulpet på vej af det skønne sensommervejr.
Har også brugt tid til forberedelse af møde i morgen tidlig, som jeg faktisk er lidt nervøs for. Det ligner mig altså ikke at være nervøs, men måske det skyldes, at det er første gang i 10 år. Jeg skal nemlig til jobsamtale...

Jeg bliver så edderspændt rasende...

...når en arbejdsgiver udnytter finanskrisen til at komme af med en dygtig og dedikeret medarbejder, fordi vedkommende ikke altid mener det samme som dem og derfor engang imellem har forsøgt at argumentere for andre synsvinkler og nye veje. Det er ikke velset alle steder og kan resultere i fyring. Intet nyt i det, såmænd. Heldigvis har vi et stærkt fagretligt system, der i det mindste ikke tillader, at noget sådan sker uden konsekvenser.

Bare en lille smule misundelig!

Jeg kan altså godt blive bare en ganske lille smule misundelig på alle de herlige blog-mennesker, der i denne weekend drager til Fanø for at bruge en skøn sensommerweekend på strikkeriets glæder.

Ønsker lidt at det var mig - og håber at det ad åre engang kunne være mig.

Gid I alle må få en forrygende weekend.

Blomstersmil

I den sidste måneds tid er jeg blevet mødt af denne blomst på min vej op og ned af trappen til min lejlighed.

Og hver eneste gang er jeg blevet glad og har smilet og følt, at den også smiler til mig. Et eller andet sted synes jeg ikke, at jeg fortjener det, for den blomst får bestemt ikke ret meget af min daglige, ugentlige eller for at sige det månedlige omsorg.

Den må nøjes med en sjat vand, når jeg lige husker at få det gjort, er aldrig blevet plantet om eller fået gødning. Og alligevel kvitterer den hvert eneste år med denne fine blomst.


Jeg aner ikke hvad den hedder eller hvilken art den er. Har meget lidt forstand på den slags. Men fik den for nogle år siden af en god bekendt, og så blev den stillet her i opgangen, hvor den har levet siden.

Tak blomst fordi du gider :-)

Jubilæum

Jeg havde jubilæum i går. 25 - ikke år, men gange. Ja, i går gav jeg blod for 25. gang. Jeg var en sen starter. Langt derude på landet, hvor jeg kommer fra, brugte man ikke sådan at give blod. Der var alt for langt til nærmeste tappestation, tror jeg. Men jeg ved det ikke, for jeg fik aldrig spurgt.

Men da jeg flyttede til København, meldte jeg mig og er afsted sådan cirka fire gange om året. Det tager omkring 20 minutter, så er det overstået, og det gør altså ikke ondt. Alle derinde er søde og venlige, og der er altid en hyggelig stemning. Så egentlig er det et dejligt lille frikvarter i en ofte travl hverdag.

Og fordi jeg havde jubilæum, var der gave til mig. Se her hvad jeg fik.

Så hvis du ikke allerede er bloddonor og i øvrigt opfylder de krav, der stilles, så kan jeg kun opfordre dig til at få meldt dig. Du kan gøre det her: http://givblod.dk/

Hvornår var det lige....

....at jeg blev hende den gamle kone, der går rundt med læsebriller siddende nede på næsetippen, fordi hun har fået 'gammel-kone-syn' og ikke længere kan læse noget som helst af det, der står med småt?

Og hvorfor bliver det, der står med småt, så hurtigt større og større?

Det må være noget andet end almindelig ælde, for jeg synes altså det kom fra den ene dag til den anden. Grrrrr..... Nu er jeg altså også hende med de der billige læsebriller liggende overalt, fordi jeg har brug for dem overalt. Måske jeg skulle lade min optiker overtale mig til at få de dersens briller med glidende overgang? Nej, ikke endnu. Er altså for glad for mine kontaktlinser. Mon man kan få sådan nogle med glidende overgang?

God service og omsorg

Som oftest når vi rejser på ferie, er det aldrig særlig planlagt. Vi har en løs plan om cirka hvornår og hvor længe vi vil være væk og også nogle ønsker til, hvor vi skal tage hen. Når vi så nærmer os tidspunktet, begynder vi at undersøge, hvad mulighederne er med de rejser, der nu er tilbage på markedet. Og et par dage før køber vi så som regel den rejse, som vi nu begge kan blive enige om.

Derfor har vi heller ikke et foretrukket rejseselskab - her er det tilfældet, der råder. Og denne gang blev det med Star Tours (I ved dem med reklamen med lækre Mads.....). Normalt har vi ingen kontakt overhovedet til selskabet eller deres guider på stedet. Måske tager vi transfertransport fra lufthavn til hotel og møder dem så dér, men vi deltager ikke i hverken velkomstmøde eller diverse udflugter. Denne gang havde vi valgt selv at komme fra lufthavn til hotel, så eneste møde med guiden var i lufthavnen, hvor vi lige skulle registreres som ankommet.

Men denne gang fik vi alligevel brug for deres hjælp - og sikken en omsorg og service der blev ydet. Den første morgen havde naboen lidt ondt i den ene fod, og som dagen gik blev det værre og værre. Men han er ikke - som visse mænd - nær sin sidste time, når noget gør ondt. Tværtimod bliver det nedtonet så meget som muligt - måske for at slippe for min pyldren...... Men ved aftenstide da vi kom hjem på værelset, og han fik skoen af, var foden bare vokset til nærmest dobbelt størrelse og det gjorde virkelig, virkelig ondt. Bare den mindste berøring var utålelig. Men det gik jo nok over af sig selv. Alt forsvinder jo ved ligbrænding! Men det blev værre og værre, og vi kunne se, at der var et eller andet, der havde bidt ham.

Til sidst gav han sig og lod mig ringe til Star Tours servicecenter og bede dem om at få fat i en læge. Jeg talte med en ung svensk pige, og i løbet af en halv time stod der en læge hos os. Det havde hun i mellemtiden ringet til mig og fortalt. Lægens sekretær havde også i løbet af den halve time ringet, men det var nu mest for at sikre sig, at forsikringen var i orden, inden hun sendte sin chef afsted.

Lægen kom, og et ordentlig skud kortison samt noget antihistamin gjorde underværker. En recept blev udskrevet på diverse piller og cremer, og en aftale om besøg på klinikken den efterfølgende mandag (det her var lørdag aften) blev aftalt.

Den omsorgsfulde guide ringede, mens lægen var der for at høre, om han var kommet, hun ringede senere om aftenen for at høre, hvordan det gik. En anden guide ringede om søndagen, også for at høre hvordan det gik, og en tredje guide ringede om mandagen for at høre, hvordan lægebesøget var gået. Det var alt sammen til min telefon, da det jo var mig, der havde ringet i første omgang, så det var mit nummer de havde. Og heldigvis gik det godt. Allerede om søndagen var han fit for fight (eller for ferie) igen.

Men ikke nok med det: Om tirsdagen fik han en sms fra Star Tour (han havde opgivet sit nummer ifm. bestilling af rejsen), hvor de ville høre hvordan det gik.

Også på hotellet blev vi ringet op af receptionen, om der var noget de kunne hjælpe med og om vi ville have mad og drikke bragt op.

Ovenstående kalder jeg da omsorg og god service i allerhøjeste potens. Så pluspoint til Star Tours guider på Korfu.

Ondt i r....!

Ja, jeg har ondt i røven. Og det er ikke fordi jeg er misundelig, selvom det er jeg vel også ind imellem på nogen eller noget. Men denne gang er det rent bogstaveligt. Efter at have tilbragt en hel del timer hver dag i en uges tid på en scooter - som passager vel at mærke - er det faktisk det jeg har. Altså ondt, eller det er nu ved at gå over til at være øm bagi. Nu er vi nemlig kommet hjem, og den lejede scooter er leveret tilbage til den sure græker.

Det har været en herlig uge, mest af den simple grund at der var sol og varme og sommer. Noget det jo har skortet lidt på herhjemme de sidste måneder. Men også fordi det var et dejligt hotel - stille og rolig og uden alt for mange børn (undskyld jer med børn, hvis I bliver stødte for det er ikke meningen) og med en stor balkon uden nysgerrige naboer, der ikke lå i bagende sol på noget tidspunkt af dagen - altså balkonen, ikke naboerne. Akkurat lige som vi kan lide det. 

Men så er det nok også sagt. Jeg tror ikke, at vi vender tilbage til Korfu igen. Ja, for det er dér vi har tilbragt den seneste uges tid - naboen og undertegnede. Alt for meget turisme overalt. Og vi var mange steder. Nåede øen rundt på den tidligere omtalte scooter. Var oppe i bjergene, nede i dalene, ud af de større veje, hen ad grusveje, ja selv de små markveje gik vi ikke af vejen for. Eller dvs. naboen gør ikke. Det er ham der styrer - og mig der sidder og råber bagpå, når det enten går for stærkt eller det bumper så meget, at det gør mere ondt

end bare ondt.... 

Vi har på andre ferier kørt rundt på Samos, Rhodos, Kreta og Kefalonia. De tre første øer kunne vi meget bedre lide. Især Samos synes jeg var skøn. Kefalonia springer vi bare over. Den synes vi slet ikke om. Den ferie blev kun reddet af et lækkert hotel og en masse cocktails.

Men nu er vi hjemme igen - og hverdagen venter.