tirsdag den 16. april 2013

Derfor!

I lørdags, da jeg sad og ventede på en veninde på en café, læste jeg dagens Politiken. Deri var en klumme skrevet af Bente Klarlund Pedersen. Overskriften var "Sådan spotter du en psykopat".

Her er et uddrag fra klummen:

"Langt de fleste psykopater går bare rundt imellem os og kan umiddelbart forekomme både almindelige og tilforladelige. Men psykopaterne adskiller sig ved, at de ikke kan sætte sig ind i andre menneskers følelsesliv og behov. Det betyder, at en psykopat kan overskride grænser og opføre sig på måder, som de fleste vil finde uacceptable.

Psykopaten er ikke sindssyg. Han ønsker blot at opbygge en verden af tilbedere, der retter sig efter hans ønsker. En psykopats tro på egen storhed samt trang til at tilfredsstille egne behov på bekostning af andres kan nemt drive ham til forbrydelser. Men psykopater er meget lidt tilbøjelige til at påtage sig skyld. De skruer charmen på og opfinder undskyldninger for, hvorfor skylden er andres. De har det ikke dårligt med at lyve, og de tror ofte selv så meget på løgnen, at deres medmennesker kan komme i tvivl og tænke: Måske var det faktisk mig, der tog fejl?
 
Psykopaten har svært ved at beherske sig og kan pludselig agere med voldsomme vredesudbrud og destruktive eller voldelige handlinger. Psykopaten deler træk med den selvcentrerede narcissist. Men der er én afgørende forskel: Narcissisten har en samvittighed. Det har psykopaten ikke.

Mange psykopater begår sig glimrende i moderne organisationer og ender endda i chefstolen. De tiltrækkes af magt, penge, prestige og mulighed for stor selvstændighed. De trives i virksomheder og institutioner med løse strukturer. Man kan nemt blive tiltrukket af psykopaternes charme, beslutsomhed og gennemslagskraft, og det kan være fatalt. Det første skridt til at forebygge, at man bliver offer for en psykopat, er, at man kan genkende psykopaten.

Jeg kan heldigvis afslutte mange af mine brevkassesvar med et 'det skal bare løbes væk'. Når det gælder psykopati, er der ingen behandling. Men er man offer for psykopati, gælder det om at løbe væk – så hurtigt, man kan. For det bliver aldrig bedre. Når du har identificeret en psykopat, så læg afstand. Fyr ham eller flygt, og pas godt på dig selv. Psykopati er den eneste psykiske lidelse, hvor det ikke er patienten, men omgivelserne, der lider."

I ovenstående findes årsagen til, at jeg sagde mit job op!

4 kommentarer:

  1. Tja jeg kan også genkende beskrivelsen fra en person på mit gamle job - og vedkommende var i sidste instans også årsag til, at jeg sagde op.....de findes overalt - det gode er, at jeg nu har lært at spotte dem, så næste gang er jeg forhåbentligt bedre forberedt.
    KH Karen

    SvarSlet
  2. jeg kendt engang en psykopat ,men der gik en rum tid før jeg fandt ud af det og så var jeg smuttet da jeg fandt ud af det :)

    SvarSlet
  3. Godt du kom væk derfra!

    SvarSlet
  4. Uha Dorthe, hvor var det godt, at du kom væk derfra. Sikke dog en væmmelig beskrivelse af et menneske, og de findes jo desværre i virkeligheden :(

    SvarSlet

Hyggeligt med en kommentar - tak for den...