Ny yndlingsbutik

Jeg tror, at jeg er ved at få en ny yndlingsbutik. Den ligger i Ballerup - og den sælger garn. Jeg var godt ærgerlig i går, da en af de søde indehavere ringede og hørte, om jeg kunne komme til strikkecafé samme aften. Jeg var nemlig på venteliste. I mellemtiden havde jeg lovet mig væk som barnepasser for aften-arbejdsramt veninde, så jeg måtte desværre takke nej. Men sikken en service. Og heldigvis er jeg tilmeldt næste gang - og dér kommer jeg.

Den skønne butik har også en blog. Lige her: http://www.foxogjane.dk/

Og skulle du have lyst til at være med i lodtrækning om lækre strikkepinde og garn, så gå endelig ind og kig og smid et lod eller to - eller tre.

I denne uge nåede jeg det ikke - helt...

Jeg synes stadigvæk, at Charlottes fællesstrik er fantastisk sjovt at være med til, men i denne uge har jeg ikke kunnet følge med. Det resulterer så i, at jeg kun kan vise den ene vante. Jeg har nemlig kun nået 1 stk. Det er nok heller ikke verdens smukkeste stykke strik. Selvom jeg mange gange har strikket mønster med flere farver, så har jeg aldrig gjort det med så tynde pinde og med så lille et strikketøj. Det har gjort at de bagvedliggende tråde nogle gange er bleve liiiiidt for stramme (der er sikkert en teknik til at undgå dette, som jeg bare ikke kender). Men jeg satser på, at lidt presning kan klare det værste - de skal i hvert tilfælde laves færdige. Jeg tror, det bliver nogle dejligt varme vanter til den kommende vinter.

Jeg har også ændret lidt på farverne. Havde ikke brugt kontrastfarven til borten. Havde vist forstået opskriften forkert - typisk mig. Det ændrede jeg så, og resultatet kan ses her på billedet. Beklager kvaliteten, men er kun hjemme, når det er mørkt, og i forvejen er jeg en meget amatøragtig
fotograf....

Nu vil jeg glæde mig til i næste uge at lave tommelfinger, brodere lidt og sy et foer - hvis jeg vel at mærke kommer et sted hen, hvor jeg kan købe noget flonel. Det bliver sjovt.

Mon ikke jeg når det

Som så mange andre her i blogverdenen har jeg også meldt mig til Charlottes strikke-event. Men på grund af det her nye arbejde og alt for lidt tid halter jeg lidt bagefter. Jeg har heller ikke haft tid til at komme ud at købe det rigtige garn, men det går nu nok. Det er fantastisk idé, og jeg glæder mig til det færdige resultat.

Jeg havde også problemer med at knække koden på de vandrette masker. Og da det endelig lykkedes, blev jeg helt høj og viste glædestrålende naboen det - synes jeg selv - fine resultat. Skægt nok kunne han ikke helt svinge sig op i samme højder af entusiasme som mig. Men så måtte jeg forklare ham, at det var ligesom, når han havde løst et eller andet teknisk eller mekanisk problem på en bil eller en computer. Så forstod han!

Som det kan ses på fotoet, er jeg kun lige startet på nr. 2. Men jeg regner med at klare det i aften, for jeg skal nemlig til krea-aften sammen med hende, hende og hende her, og måske er vi heldige, at hende her også kommer. Det bliver en skøn aften, det ved jeg allerede nu.

Pyha, det er godtnok hårdt!

Havde helt glemt hvor energikrævende og hårdt det er at starte nyt arbejde. Jeg er fuldstændig drænet for alting. Sådan føles det i hvert tilfælde. Heldigvis var dag 2 kun halv så hård som dag 1, så hvis det bare bliver ved i det tempo, så skal det nok gå.

Det er en kæmpe koncern, hvad jeg ikke er vant til, så umiddelbart virker alting meget upersonligt, men jeg tror bare det er en tilvænningssag. Eller det håber jeg....

Ny hverdag

Om lidt (= i morgen) starter en ny hverdag for mig. Efter et halvt års frivillig jobpause skal jeg starte nyt job i morgen. Men der er noget, der nager mig! Og jeg kan ikke finde ud af hvad det er.

Har jeg bare haft det alt for godt (for det har jeg) i det halve år med penge ind på kontoen uden modydelser, så jeg er blevet lidt doven?

Eller er jeg bare lidt nervøs for at starte noget nyt? Det er jo 10 år siden, at jeg sidst startede nyt job. Dengang var det ikke noget problem, men 10 år på alderen kan selvfølgelig gøre noget og ændre ens tilgang til nye tilstande.

Eller er det min intuition, der råber nede fra maven? Dette er ikke et job for dig, siger fornemmelsen. Min fornuft argumenterer tilbage: Det er et job, som du kan bestride med venstre hånd. Der er intet farligt i det.

Ja, jeg ved det ikke - endnu i hvert tilfælde. Men jeg ved, at jeg kun har forpligtet mig til de 3 måneder, som jeg har skrevet kontrakt på. Og jeg ved, at jeg så har ret til at sige nej til fortsat ansættelse. De har selvfølgelig også ret til at sige nej til mig :-) Heldigvis er stavnsbåndet ophævet. Uheldigvis vokser de gode job ikke på træerne. Jeg håber bare, at jeg en dag finder MIT gode job. Skulle jo gerne have mindst 20 års arbejdsliv tilbage inden pensionen kalder. Altså med mindre jeg vinder en formue i lotto!

Som en korridor af guld

Naboen og jeg kørte tur i dag, og den gik bl.a. omkring Hareskoven. Her kørte vi på en lille vej med træer i det smukkeste efterårsfarver på hver side bøjet ind over hinanden. Det føltes som om, at vi kørte gennem en korridor af guld. Det var smukkere end smukt. Men da jeg mukkede lidt over ikke at have fotografiapparatet med, sagde den søde nabo bare helt lakonisk: "Det kommer igen til næste år". Og han har jo ret. Det gør det. Heldigvis!

Og inden du undrer dig over, hvorfor vi kørte og ikke gik en tur i skoven, skyldtes det, at vi skulle ud i knolderihaven og gøre den vinterklar. Lukke for vandet, tømme haner og rør og deslige for at forsøge at undgå frostskader. Sætte haveredskaber og havemøbler ind. Og hvad der nu ellers skal gøres inden en tilstundende vinter.

Det var dejligt at få gjort. Og resten af søndagen skal foregå i slow-motion.

Samme dag næste år

Jeg stortudede, da jeg læste bogen. Og det samme gjorde jeg så også, da jeg så filmen tidligere idag. Dejlig film - som kan anbefales. Forstår ikke de dårlige anmeldelser. Synes faktisk at Lone Scherfig på en god måde formidler bogens opbygning og løser problematikken omkring det at springe fra den samme dag det ene år efter det andet. Det er ikke helt nemt. Men det hænger sammen og rører dybt ind i hjertet. Så tårerne kom. Godt det er mørkt i biografen. Værre er det, når filmen er slut, og lysene tændes.....

Men det hele skal jo ikke være så trist, og dagens gode grin fik jeg på vej i biografen sammen med veninden. I radioen var der et program om bryster, der ikke var ens i størrelsen. En havde fået en operation, fordi det ene af hendes bryster var en størrelse større end det andet. Om hun fik det ene bryst gjort mindre, eller det andet gjort større, fandt jeg aldrig ud af. For min venindes kommentar var: Jeg ville aldrig blive opereret for sådan noget, selvom mine bryster nu heller ikke er lige lange. Og så var det, at jeg knækkede sammen af grin!