God service og omsorg

Som oftest når vi rejser på ferie, er det aldrig særlig planlagt. Vi har en løs plan om cirka hvornår og hvor længe vi vil være væk og også nogle ønsker til, hvor vi skal tage hen. Når vi så nærmer os tidspunktet, begynder vi at undersøge, hvad mulighederne er med de rejser, der nu er tilbage på markedet. Og et par dage før køber vi så som regel den rejse, som vi nu begge kan blive enige om.

Derfor har vi heller ikke et foretrukket rejseselskab - her er det tilfældet, der råder. Og denne gang blev det med Star Tours (I ved dem med reklamen med lækre Mads.....). Normalt har vi ingen kontakt overhovedet til selskabet eller deres guider på stedet. Måske tager vi transfertransport fra lufthavn til hotel og møder dem så dér, men vi deltager ikke i hverken velkomstmøde eller diverse udflugter. Denne gang havde vi valgt selv at komme fra lufthavn til hotel, så eneste møde med guiden var i lufthavnen, hvor vi lige skulle registreres som ankommet.

Men denne gang fik vi alligevel brug for deres hjælp - og sikken en omsorg og service der blev ydet. Den første morgen havde naboen lidt ondt i den ene fod, og som dagen gik blev det værre og værre. Men han er ikke - som visse mænd - nær sin sidste time, når noget gør ondt. Tværtimod bliver det nedtonet så meget som muligt - måske for at slippe for min pyldren...... Men ved aftenstide da vi kom hjem på værelset, og han fik skoen af, var foden bare vokset til nærmest dobbelt størrelse og det gjorde virkelig, virkelig ondt. Bare den mindste berøring var utålelig. Men det gik jo nok over af sig selv. Alt forsvinder jo ved ligbrænding! Men det blev værre og værre, og vi kunne se, at der var et eller andet, der havde bidt ham.

Til sidst gav han sig og lod mig ringe til Star Tours servicecenter og bede dem om at få fat i en læge. Jeg talte med en ung svensk pige, og i løbet af en halv time stod der en læge hos os. Det havde hun i mellemtiden ringet til mig og fortalt. Lægens sekretær havde også i løbet af den halve time ringet, men det var nu mest for at sikre sig, at forsikringen var i orden, inden hun sendte sin chef afsted.

Lægen kom, og et ordentlig skud kortison samt noget antihistamin gjorde underværker. En recept blev udskrevet på diverse piller og cremer, og en aftale om besøg på klinikken den efterfølgende mandag (det her var lørdag aften) blev aftalt.

Den omsorgsfulde guide ringede, mens lægen var der for at høre, om han var kommet, hun ringede senere om aftenen for at høre, hvordan det gik. En anden guide ringede om søndagen, også for at høre hvordan det gik, og en tredje guide ringede om mandagen for at høre, hvordan lægebesøget var gået. Det var alt sammen til min telefon, da det jo var mig, der havde ringet i første omgang, så det var mit nummer de havde. Og heldigvis gik det godt. Allerede om søndagen var han fit for fight (eller for ferie) igen.

Men ikke nok med det: Om tirsdagen fik han en sms fra Star Tour (han havde opgivet sit nummer ifm. bestilling af rejsen), hvor de ville høre hvordan det gik.

Også på hotellet blev vi ringet op af receptionen, om der var noget de kunne hjælpe med og om vi ville have mad og drikke bragt op.

Ovenstående kalder jeg da omsorg og god service i allerhøjeste potens. Så pluspoint til Star Tours guider på Korfu.

Ondt i r....!

Ja, jeg har ondt i røven. Og det er ikke fordi jeg er misundelig, selvom det er jeg vel også ind imellem på nogen eller noget. Men denne gang er det rent bogstaveligt. Efter at have tilbragt en hel del timer hver dag i en uges tid på en scooter - som passager vel at mærke - er det faktisk det jeg har. Altså ondt, eller det er nu ved at gå over til at være øm bagi. Nu er vi nemlig kommet hjem, og den lejede scooter er leveret tilbage til den sure græker.

Det har været en herlig uge, mest af den simple grund at der var sol og varme og sommer. Noget det jo har skortet lidt på herhjemme de sidste måneder. Men også fordi det var et dejligt hotel - stille og rolig og uden alt for mange børn (undskyld jer med børn, hvis I bliver stødte for det er ikke meningen) og med en stor balkon uden nysgerrige naboer, der ikke lå i bagende sol på noget tidspunkt af dagen - altså balkonen, ikke naboerne. Akkurat lige som vi kan lide det. 

Men så er det nok også sagt. Jeg tror ikke, at vi vender tilbage til Korfu igen. Ja, for det er dér vi har tilbragt den seneste uges tid - naboen og undertegnede. Alt for meget turisme overalt. Og vi var mange steder. Nåede øen rundt på den tidligere omtalte scooter. Var oppe i bjergene, nede i dalene, ud af de større veje, hen ad grusveje, ja selv de små markveje gik vi ikke af vejen for. Eller dvs. naboen gør ikke. Det er ham der styrer - og mig der sidder og råber bagpå, når det enten går for stærkt eller det bumper så meget, at det gør mere ondt

end bare ondt.... 

Vi har på andre ferier kørt rundt på Samos, Rhodos, Kreta og Kefalonia. De tre første øer kunne vi meget bedre lide. Især Samos synes jeg var skøn. Kefalonia springer vi bare over. Den synes vi slet ikke om. Den ferie blev kun reddet af et lækkert hotel og en masse cocktails.

Men nu er vi hjemme igen - og hverdagen venter.

Hovedløst...

Jeg har været på kursus i dag i Personlig Gennemslagskraft (måske mere om det en anden gang). Det førte mig til mit gamle 'hood', som er Islands Brygge, hvor jeg engang boede i 10 år. Det er heller ikke dét, jeg vil fortælle om. Men turen derud førte mig fra Søborg og hele vejen ind igennem byen langs søerne, ud af H.C. Andersens Boulevard og over Langebro. Jeg var i bil, men til højre for mig på cykelstierne vrimlede det med cyklister, oceaner af dem. Og det er helt fantastisk. Den mest perfekte måde at bevæge sig rundt i byen på. Ingen tvivl om det. Men det der slog mig var, at af alle disse mange cyklister, der kørte meget tæt og  meget stærkt, var der altså ikke ret mange, der havde påført sig cykelhjelm. Under en fjerdedel vil jeg tro - uden dog at have talt op. Og det er nok også højt sat.

Det forbavsede mig. Jeg troede naivt, at den vane i dag var så godt indført, at nærmest alle kørte med en sådan. Hvis jeg turde cykle inde i byen, ville jeg da iføre mig en - også selvom håret blev fladt og jeg måske så lidt fjollet ud. Men tænk på hvordan jeg ville se ud, hvis uheldet ramte mig!!!! Lad lige dét billede stå, kære cyklister. Og så på med den cykelhjelm.

Birkehuset

I starten af august var vi inviteret til bryllup i Ebeltoft. Det er altid dejligt at komme til bryllup og det er også altid dejligt at komme til Ebeltoft, så det var to ud af tre ønsker, der allerede inden vi tog afsted, var blevet opfyldt.

Det tredje ønske var et stille og roligt sted at overnatte. Og selv om brudeparret var meget gæstfrie og tilbød overnatning hjemme i deres hus, hvor også bryllupsfesten skulle finde sted, så ville vi gerne være et sted, hvor vi kunne være bare os to.

Og det fandt vi til fulde - eller det vil sige den søde nabo fandt og bestilte det.

Langt ude i en skov, væk fra alfarvej, et godt stykke ud af en grusvej overnattede vi to nætter i fuldkommen stilhed med rådyr som nærmeste naboer og bare natur så langt øjet rakte. Det var skønt og godt for sjælen.

Stedet hedder Birkehuset, og værterne var søde og imødekommende uden at være påtrængende. Så skal du en tur til Ebeltoft og mangler overnatning, ja så kan jeg kun anbefale dette sted.

Hvad sker der!

Klokken er halv otte om morgenen. Det er midt i august. Altså sommer. Og så må jeg tænde lyset for at kunne se. Skodsommer siger jeg bare!

Uhm - endelig en dag i knolderihaven

Sommergæster tager tid - men det er heldigvis dejlig tid. Tror bare ikke, at vejrguderne helt har forstået det med at det er sommergæster, jeg har! Solen har vi ikke set meget til. Lige i dag er tiden min helt egen, og jeg skal hygge mig i kolonihaven. I morgen går den løs igen. En af de spanske venner har fødselsdag, og vi har valgt at forkæle ham med lækker champagnebrunch. Og hvis vejret arter sig - en tur i tivoli. Det bliver så mit første - og nok også eneste - besøg i den have i år. Men først en afslappende lørdag med et enkelt og meget velkomment besøg i eftermiddag.

Det kan ikke betale sig...

Jeg ved det godt. Det kan ikke betale sig. Overhovedet ikke. Man kan købe dem for en flad 10'er. Men man kan ikke købe fornøjelsen ved at lave dem og nyde at bruge det hjemmelavede. Og det er sørme en gang imellem nødvendigt at finde noget motivation, når de skal bruges.

Og hvad taler konen så om? Jo, såmænd bare disse karklude, som jeg strikkede af resterne efter disse her.

Det er herligt tv-strik OG de er altså bedre!